Linda’s blog
Veje, der ikke starter i hjertet, ender blindt…Arkiv over december, 2006
Av, av, av..
Pyha nu gik der igen lidt tid, inden jeg fik opdateret herinde, men der er også en god grund til det..
Men jeg kan starte fra en ende af og fortælle om sidste weekend. Fredag var vi som sagt til fest hos Kamilla og Lars, hvilket var super hyggeligt. De havde anskaffet sig Eye Toy til PS2, og det blev vi fuldstændig hooked på. Hold da op hvor er det skægt! Meget af aftenen brugte vi foran TV’et, og det blev bestemt ikke mindre sjovt af, at man samtidig fik en sjus eller tre.. Tiden gik hurtigt, og før vi så os om var kl. 2, og vi skulle forholdsvis tidligt op næste dag, da vi skulle til julefrokost hos mine forældre, så vi tog kun lige hurtigt ned på Daisy og fik en enkelt.
Julefrokosten hos mine forældre var også rigtig hyggelig, og vi fik spillet pakkeleg og fik æbleskiver og den store julemiddag med gåsesteg og det hele.. mmm.. Vi sov der til søndag, hvor vi ved middagstid blev kørt op til Lasses mormor i Vejen, som også holdt julefrokost for hele familien. Der havde vi endnu engang pakkeleg, og jeg endte da med to pakker.
Vi så også finalen i kvindehåndbold, og jeg var meget tilfreds, da Norge vandt frem for russerne.. Yes!
Mandag fik jeg sovet lidt længe og fik også købt lidt flere julegaver. Marie, Lasses søster, kom og hentede os sidst på eftermiddagen, og så kørte vi ud i storcentret, hvor jeg også fik købt lidt flere gaver. Om aftenen fik vi mad fra Bone’s og Marie og mig endte med at sidde at snakke indtil midnat.. ups..
Tirsdag nat – hen på morgenstunden – vågnede jeg så ved en ubehagelig følelse.. jeg havde stærke smerter i højre side af maven og kunne knap nok vende mig i sengen. De gik ikke væk, og jeg måtte tage til lægen senere, i stedet for at mødes med Charlotte som jeg havde en aftale med. Lægen vurderede så, at det muligvis kunne være min blindtarm, den var gal med, så han sendte mig med en ambulance op til sygehuset, hvor jeg blev indlagt til observation for blindtarmsbetændelse. Smerterne forsvandt lidt engang imellem, så jeg var selv overbevist om, at det sikkert bare var falsk alarm, og at der nok ikke var noget galt, men lægen valgte at foretage en kikkertundersøgelse, for at se om det var blindtarmen, det var galt med. Jeg fik at vide inden, at hvis det viste sig, at det var den, kunne de samtidig fjerne den ved kikkertundersøgelsen, uden at skulle lave et stort ar nederst på min mave, hvilket jo i det mindste var lidt positivt ved det hele. Jeg måtte vente det meste af dagen på at blive opereret, og endelig ved kl. 18 kom jeg for. Da jeg vågnede nogle timer efter, fandt jeg så ud af, at den havde været gal med blindtarmen, så de havde fjernet den, så jeg har nu tre små huller på maven. Narkosen var hård ved mig, så jeg kastede op og havde det elendigt bagefter og skulle blive og overnatte på sygehuset. Både mine forældre, min søster og Lasse var der og det var utrolig dejligt.
I går morges på sygehuset vågnede jeg så tidligt, da jeg ikke kunne sove for smerterne længere, men efterhånden som tiden gik, fik jeg at vide, at jeg kunne komme hjem lige så snart der havde været stuegang, og den plejer normalt at foregå mellem kl. 8.30 og 11.00. Men selvfølgelig havde lægen vildt travlt den dag, så da han stadig ikke var kommet kl. tre, tog jeg hjem efter aftale med sygeplejersken. I går fik jeg det dårligere og har også haft en hård nat, og i morges nåede jeg vist toppen af smerterne. Havde den ondeste kvalme og kunne til sidst ikke undgå at kaste op, hvilket gjorde så ufatteligt ondt. Av, av, av.. Har aldrig haft det så elendigt før..
Jeg har sovet lidt her i eftermiddags og har det nogenlunde nu her, så jeg tænkte jeg lige måtte skynde mig at få skrevet noget herinde, mens jeg orkede.. Lasse er utrolig sød til at hjælpe mig og flytte rundt på mig, og lave mad til mig osv, og jeg ved sørme ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham og min familie.
Nu håber jeg så bare, jeg når at blive nogenlunde rask til jul, for jeg har virkelig ikke lyst til at have det sådan her i julen.. Jeg vil bare blive rask nu!
Glædelig jul allesammen..
Girly, girly.. og dårligt kvindelandshold!!
Ej altså hvad er nu det, der sker med kvindelandsholdet i håndbold? Allerede ude nu.. Deres kamp mod Kroation kører lige nu i baggrunden, men jeg kan allerede gætte mig til, at den taber de også.. Hvor er det ringe, altså.. Godt nok mange chancer, de brænder. De ender på en 11. plads, som er den laveste placering for dem nogensinde.. pinligt! Men nok om det!
Tirsdag var jeg som sagt hjemme hos Selma efter skole sammen med Charlotte og fejre Selmas fødselsdag. Det var helt vildt hyggeligt – hun havde bagt boller og banankage, og vi fik også varm kakao til.. mmm det var godt.
Det var helt underligt at være i lejligheden igen, da jeg ikke har været deroppe siden jeg flyttede i maj, men det var rigtig hyggeligt deroppe. Men helt underligt at gå ind på det, der engang var mit værelse. Jeg kunne jo ikke dy mig, for lige at lure derind.
I går var jeg ved lægen med mit evindelige problem med muskelsmerter i ryg og nakke, og denne gang fik jeg en henvisning til en fysioterapeut, så jeg glæder mig vildt meget til at komme afsted og få løsnet op for det hele, selv om jeg ved, at det er begrænset hvor længe, det holder. Har så tit hovedpine og svært ved at koncentrere mig.. ynk, ynk..
I går på arbejde fik jeg så min julegave, og det viste sig at være en super fancy rygsæk – med diverse lommer til alt muligt og ekstra udstyr også - så nu har jeg i hvert fald en taske til, når jeg skal til USA på et tidspunkt (engang jeg får råd og tid).
Det er i øvrigt total yndlings, at de viser alle episoderne af Sex and the City i denne måned – ulempen er så bare, at jeg ligger og holder mig vågen for at se det.. Har set, de har hele “shoeboxen” til kun kr. 489,- i Elgiganten.. uh det var jo værd at overveje..
Kom i øvrigt til at gå ind på H&M shop Online og bestille noget tøj.. ups.. så nu venter jeg spændt på, det kommer.. Håber jeg har bedre held denne gang, og ikke skal sende det hele tilbage igen.
I dag har jeg været ved frisør og blive klippet – skønt.. Elsker at være ved frisør
Men der er garanteret ikk nogen, der kan se, jeg har fået det klippet, da det er så lidt, jeg får af hver gang
Denne weekend vi kommer til nu, bliver endnu engang en travl weekend.. I morgen aften holder Kamilla & Lars fest, lørdag skal vi til julefrokost hos mine forældre, og søndag til julefrokost hos Lasses mormor. Men det skal nok blive en rigtig go weekend
Nå, har lige læst det igennem, det jeg har skrevet, og jeg må sørme sige det blev lidt af en girly-post i dag.. lige fra frisør til H&M og SATC.. men sådan er det bare!
Dejlig weekend..
Hov, kom lige til at se, at nu er det da vist på tide, jeg får lavet en update herinde.. Tiden er bare fløjet afsted siden i tirsdags, men jeg kan da starte fra en ende af.
Onsdag var jeg som sagt på arbejde, og det samme med torsdag. Jeg har fået skaffet mig et gratis dagskort til Equinox, da jeg længe har overvejet at starte med at træne deroppe i stedet for i City Fitness, men der var en begrænset tidsfrist på, så det skulle bruges senest fredag. Jeg ville både have været deroppe onsdag og torsdag, men det blev ikke til noget, så fredag var sidste udkald. Jeg havde også en aftale med Selma om at tøse-hygge fredag aften, og da hun har fået job i Equinox og skulle have hold fredag, ville det jo være perfekt, hvis jeg også tog derop da, når vi alligevel skulle ses bagefter. Men jeg kom aaalt for sent afsted hjemmefra, så jeg tog kun derop sammen med Lasse for lige at gense det deroppe og lige høre lidt om priser og betingelser osv. Derefter tog jeg hjem igen uden at træne, men kunne til gengæld så nå at købe en masse konfekt-grej, som vi kunne lege med senere.
Selma kom så efter træning med pizza fra Mario og så stod den ellers på tøse-hygge med masser af sladder og go pizza.. mmm. Lige før midnat kom vi pludselig i tanke om, at vi havde glemt alt om at lave konfekt, så det begyndte vi på der, og endte så med at sidde og lave det i nogle timer. Super hyggeligt..
Lørdag skulle jeg som sagt til julefrokost med min søster og aaalle mine fætre og kusine og påhæng. Det foregik i Haderslev hos min kusine og hendes kæreste. Vi fik mad fra Kokken & Jomfruen og havde pakkeleg, og det var super hyggeligt. Hvor bliver man dog grådig, når det gælder om at gafle pakker på kort tid.
Jeg tror vi var omkring 13-14, og vi formåede i hvert fald at lave godt gang i festen. Blandt andet blev parabolen ødelagt, og folk kom til at vade gennem fiskedammen i haven, så det var bestemt ikke en kedelig julefrokost. Efter julefrokosten tog jeg hjem til mine forældre i Vojens og sov, og søndag eftermiddag kørte min far mig til Kolding og tog min cykel med tilbage til Vojens, da den skal fikses. Det er nu dejligt med en far som gider gøre det for en.
Søndag eftermiddag var jeg så til fødselsdag hos Lasses søster, Louise, som blev 17 år. Vi var også oppe at se hans lillebror spille håndbold, så det var en rigtig hyggelig dag.
Hele weekenden er godt nok fløjet afsted. I dag har jeg været oppe på uni og lave metode opgaven helt færdig sammen med Casper og Charlotte, og den er nu klar til aflevering i morgen.
Jeg har stadig ikke fået pågyndt julegave-indkøb, men jeg regner med at gøre det onsdag efter arbejde. I morgen skal jeg hjem til Selma efter skole sammen med Charlotte og have boller og kakao, da hun havde fødselsdag i går – det skal nok blive hyggeligt
Fremskridt på uni..
Ja så blev det tirsdag, og jeg har allerede nu weekend fra uni..
Skal dog på arbejde de næste tre dage, så helt fri har jeg ikke.
I går og i dag har været to rigtig gode dage på skole-fronten, hvor vi har arbejdet med metode-opgaven og på mirakuløst vis stort set fået den færdig. Mangler kun lige at rette korrektur på den og lige tjekke om vi nu har fået alt med i den, som vi ville have med, og så er den ellers klar til aflevering på tirsdag, hvor jeg så officielt har juleferie. Det bliver skønt
Og for første gang på uni, har jeg ikke en opgave, der skal laves i juleferien! Jeg skal dog til eksamen allerede omkring d. 2.-3. januar.. hmm det kunne godt være bedre planlagt..
Her sidst på eftermiddagen vågede jeg mig ned i byen i det lorte vejr, det nu engang er, da jeg var nødt til at anskaffe mig den nye Nynnes Dagbog 3 til mig selv, da jeg simpelthen ikke kunne vente mere. Føler for første gang jeg har tid og overskue til at læse noget udover pensum fra uni, så det måtte jeg gerne fejre med en julegave til mig selv..
Jeg vil nu se Champions League kampen mellem Barca og Werder Bremen, og jeg håber inderligt Barca vinder, så de ikke ryger ud allerede nu.
Desuden vil jeg gerne lige tilføje, at jeg kan sove længe i morgen, hvilket jeg virkelig skal nyde – skal først møde på arbejde kl. tolv. yes!
Søndags-træt..
Åh jeg er træt i dag.. og det vejr gør mig om muligt endnu mere træt..
Syns weekenderne flyver afsted, men det er jo også et tegn på, at man har haft en god weekend
I går var jeg som sagt til 18 års fødselsdag hos min søster, og den nærmeste familie var der (undtaget nogle enkelte afbud), og jeg tror vi var omkring 17-18 mennesker. Det var super hyggeligt og dejligt at se familien igen. Lasse og mig valgte så at tage et tog tilbage til Kolding kl. 23, men det viste sig så, at der var sporarbejde mellem Vojens og Lunderskov, så vi skulle med bus til Lunderskov og videre til Kolding med tog derfra. Heldigvis passede det lige, så vi nåede toget videre og tilfældigvis var Marie, Lasses søster, og hendes veninder med samme tog, så det var jo hyggeligt med selskab. Vi mødtes så med dem og bl.a. Lars og Kamilla i byen senere, og det var en rigtig skæg bytur. Det eneste, der dog er så træls, er at der altid er så proppet med mennesker på Daisy, men det er vist ikke helt til at undgå. Sov heldigvis længe i dag og har ingen tømmermænd, er dog som sagt bare temmelig træt
I eftermiddag var vi lige et smut nede i byen og lure i butikker – meget hyggeligt og især i denne juletid, men bare ikke når det pludselig begynder at regne. Åh jeg hader regnvejr!
I aften er jeg nødt til at begynde på forberedelsen til lektionerne tirsdag – ellers skal jeg bare slappe af på sofaen.. orker ikke det store..
Søndag er klart bedst til ren afslapning
Nu starter julen…
Jaaa så blev det den 1. december og åh det er skønt endelig at have weekend..
De sidste dage er gået med arbejde og familiebesøg så tiden er fløjet afsted.
Onsdag efter arbejde tog jeg bussen ned til byen, og den var ikk helt så triviel som den plejer at være. Jeg kom uheldigvis til at sidde lige bagved en pige, som var stang vissen, og hun lugtede så meget af sprut og bodega, at jeg lige måtte synke nogle gange. Men det var nu ikk så meget det. Jeg tror også hun havde indtaget en del mere end bare alkohol, for da hun vendte sig om på et tidspunkt, var hun fuldstændig væk, og øjnene kørte rundt i hovedet på hende og hun så mildest talt forfærdelig ud. Og hun blev konstant ved med at falde ned på sædet og gik ud som et lys, og lidt efter rejste hun sig op igen med et sæt, og så faldt hun sammen igen, og sådan fortsatte det hele vejen. På et tidspunkt lå hun halvt nede ved gulvet og begyndte at sige bræklyde lige op af pigen, som sad foran hende. En ældre dame var også henne og spørge om hun var syg eller på stoffer, men hun fattede knap nok noget og stønnede kun nej. Jeg syns nu bare, det var lidt mystisk en onsdag eftermiddag kl. fire, men det må hun selvfølgelig selv om.
Onsdag aften kom Lasses mor og søster forbi med pakke-kalender og Bone’s mad.. mmm det var godt - og rigtig hyggeligt at have besøg.
I går, torsdag, fyldte min dejlige lillesøster 18 år, så vi var i Vojens til fødselsdag. Jeg kan slet ikk fatte hun allerede er blevet voksen og er i gang med kørekort og snart skal flytte hjemmefra og alt det der.. Det er helt vildt, som tiden går, syns jeg.
I dag efter arbejde gik jeg amok i storcentret og købte julepynt og juledekoration og alt det der julestads – jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at fyre en formue af. Uh jeg elsker at shoppe.
I aften står den på Blockbuster igen, og måske et smut ned i byen senere og sige hej til Lasses søster, og i morgen skal jeg til fødselsdag i Vojens sammen med heeele familien. Det skal nok blive hyggeligt.
Nu begynder jeg rigtig at glæde mig til jul – det er så hyggeligt.. Måske jeg skulle overveje hvilke gaver jeg skal give i år og til hvem..
Rigtig god weekend derude..

