Linda’s blog

Veje, der ikke starter i hjertet, ender blindt…

Arkiv over januar, 2007

Så starter vi op i morgen – velkommen 6. semester!

Så nu er det i morgen, det går løs igen.. Eller helt officielt fredag, men i morgen skal vi mødes i bachelorprojekt gruppen og diskutere projektet. Det er første gang vi er samlet om projektet alle tre, da Laura har været i Wien sidste semester, så meget af det har forgået over Msn og Skype. Men i morgen får vi endelig mulighed for at sidde sammen alle tre – det glæder jeg mig meget til.

Nå, men for lige at berette om, hvad der er sket de sidste par dage, kan jeg da nævne at jeg i mandags kørte med Selma en tur til Haderslev – en lille, kort road trip, men som var super hyggelig. Det blev også lige til et hurtig smut på McD.. upsi.. ;-)

I går var dagen, hvor Laura skulle have flyttet alle sine ting op i den nye lejlighed, så i går eftermiddags var jeg ude at hjælpe hende med at få tingene ind i lejligheden. Bagefter hentede min mor mig, og så kørte jeg med hende til Vojens, og så fik min mor, far og jeg god mad og så håndboldherrernes kvartfinalekamp mod Island. Uh det var noget af en gyser og jeg tog mig selv i at råbe og skrige til TV’et – jeg var helt oppe at køre. Så da de scorede i de aller sidste sekunder, gik jeg helt amok. :-) Jeg blev og overnattede og kørte i morges med min mor op på arbejdet, da det var min sidste arbejdsdag hos Falck, da jeg skal starte på det nye job i næste uge. I dagens anledning havde kollegaerne været så søde at købe en gave til mig, og vi fik også morgenbrød af virksomheden. Det var en rigtig god afslutning, og det var helt vemodigt at skulle sige farvel deroppe. Der har jeg helt sikkert været rigtig glad for at være – arbejdstimerne deroppe er fløjet afsted de sidste par måneder.

I øvrigt var mit telefon-drama ikke helt slut, da jeg overhovedet ikke kunne få forbindelse på min telefon i morges, da jeg vågnede, og kom først i tanke om i løbet af dagen, at det måske var fordi Telmore har lukket det gamle sim-kort, og at jeg nu skulle tage det nye kort i brug. Jeg forsøgte i øvrigt at få gang i det nye kort i går eftermiddags, men den kunne ikke registrere simkortet, så jeg var bange for at den var gal igen. Men heldigvis i dag da jeg prøvede igen, virkede det endelig – men jeg nåede dog at ringe til Telmore Support og havde den store brokketale klar, da telefonen med det nye kort pludselig virkede. :-) Så nu er jeg fit for fight igen og har fået min nye telefon “tilbage” igen.

I øvrigt vil jeg gerne lige brokke mig over de sindssygt dyre bøger, jeg skal ud at spendere mine hårdt tjente penge på i morgen. Jeg har fået at vide, at jura-bøgerne alene koster 1700 kr, og så mangler jeg stadig at købe til to fag yderligere.. For helvede hvor er jeg træt af, at det skal være så dyrt. Jeg får ikke råd til en dyt næste måned, fordi alle mine penge går til de bøger. Jeg ved godt, at der kommer den udgift hver halve år, men det plejer ikke at være så dyrt, som denne gang. Det er vist jura-faget, der sluger det hele med en bog, der koster 992,- kr alene.. Argh!

Selma fortalte mig også lige i mandags, at den seneste nyhed er, at de studerende vælter sig i penge, og har et stort rådighedsbeløb. Det skulle vist være baseret på en undersøgelse, der er foretaget, og så er det lige, jeg undrer mig. Undskyld, men den undersøgelse giver tydeligvis ikke det rette billede af de studerendes penge eller manglen på samme, da de studerende jeg kender bestemt ikke har et stort rådighedsbeløb – tværtimod, så den undersøgelse er da helt hen i hegnet! Vi kan jo ikke engang have det store rådighedsbeløb, hvis vi ville eller havde muligheden for det, da vi ikke må tjene for meget ved siden af studiet.. Der er efterhånden nogle ting i dette samfund, jeg godt kunne tænke mig at ændre! Punktum slut.

Oh no krise.. Uden telefon!

Arrrrgh så skete det i går aftes.. Da vi var til Flugt’s fødselsdagsfest, valgte min telefon lige pludselig at trække stikket.. Jeg sad og rodede lidt i den og fandt pludselig en mappe med en masse gamle beskeder, jeg åbenbart havde liggende på mit sim-kort, og så lige pludselig mens jeg var i gang med at lure i dem, gik telefonen ud, og da jeg prøvede at tænde den igen, kunne den kun lige registrere pin-koden og så gik den ud, lyste lidt op igen og gik så endeligt ud. Jeg forsøgte hele aftenen at få gang i den, da jeg overhovedet ikke kunne forstå, hvad den havde gang i, men intet held. Det var nok straffen for, at jeg lige på det tidspunkt ikke var så selskabelig men i stedet sad og lurede lidt i min telefon. :-(

Jeg tænkte, at det nok var min telefon, det var galt med, men kom så i tanke om, at jeg jo have været inde at rode i sim-kortet, da uheldet skete. Så her til eftermiddag prøvede jeg at sætte Lasses simkort i, og da funkede telefonen fint og uden problemer. Så det måtte jo være simkortet, det var galt med og heldigvis ikke telefonen. Jeg fik så fat i Telmore Support, som kunne fortælle mig, at mit sim-kort åbenbart ikke fungerer helt optimalt med min telefon. Det undrer mig så meget, at det først sker nu, når jeg har haft telefonen siden september, men åbenbart kan man pludselig få problemer med det. Så jeg får tilsendt et nyt kort, og må indtil da bruge min gamle telefon. Pyha, jeg ved ikke hvordan jeg skulle have overlevet i et par dage uden telefon ellers.

Sidste år engang i maj da jeg skiftede fra CBB Mobil til Telmore var mit nummer blevet overdraget til Telmore, inden jeg havde fået det nye simkort derfra med posten, hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne bruge mit daværende sim-kort fra CBB men heller ikke kunne bruge det nye fra Telmore, da det ligesom ikke var dukket op endnu. Det var ved at drive mig fuldstændig til vanvid, da jeg ikke havde telefon i tre dage, og der blev jeg klar over, hvor afhængig man egentlig er blevet af det. Det er jeg i hvert fald blevet – uden tvivl.

Nå men fødselsdagsfesten i går var rigtig hyggelig, men ellers meget stille og rolig. Jeg kendte ikke så mange, men os der kendte hinanden sørgede da for at komme til at sidde ved samme bord, så det var altid noget. :-)

Nu vil jeg slappe af resten af dagen og nyde fridagen.

Åh det hår altså…

Så er jeg tilbage! Endnu engang formåede jeg ikke at holde den kørende med at opdatere med kun et par dages mellemrum, men sådan er det, når man er en travl person! :-)

Tirsdag aften kom Lasses far, bror og søster på besøg – det var rigtig hyggeligt.. Onsdag var jeg på arbejde, og efter arbejde tog jeg et smut hjem til Charlotte, hvor vi fik sludret lidt og diskuteret lidt ansøgninger.. Lige nu kører der mange tanker rundt i hovedet på os omkring, hvad vi skal gøre til sommer – om vi skal læse videre eller søge job, og så håbe på vi får et, der er relevant for den uddannelse, vi har taget. Jeg tror Charlotte så godt som har besluttet, at hun gerne vil finde et job, jeg er dog lidt mere i tvivl. Kan ikke helt finde ud af, om jeg skal fortsætte, eller hvad jeg skal..

Torsdag og fredag har jeg også været på arbejde, og torsdag efter arbejde tog Lasse og jeg til Vojens og besøgte mine forældre, hvor Helle og Jesper også kom ud, og det var super hyggeligt at være alle sammen samlet igen. :-) Selv om jeg ikke bor hjemme længere og ikke har gjort det i nogle år, så skal jeg godt nok lige vænne mig til, at min søster heller ikke bor hjemme længere. For mig vil hun jo altid være min lille lillesøster, selvom hun er voksen nu og langt mere selvstændig end jeg var, da jeg var på hendes alder. Det er jeg virkelig imponeret over – hun har styr på sagerne, og måden hun har klaret alt det med at finde lejlighed på og spare op til indskud og alt det – det kunne jeg slet ikke have gjort. Jeg har i øvrigt altid været elendig til at spare op. Der er hun meget bedre end mig.

Nå, men i går efter arbejde var jeg lige et smut nede i byen for at se om de havde Eye Toy eller Buzz til PS2 i Bog & Idé, da jeg har et tilgodebevis dertil. Jeg havde jo lige luret, at så kunne jeg købe et nyt spil for de penge, men selvfølgelig havde de stort set ingenting. :-(

I går aftes havde vi overvejet at tage ned på biblioteket og høre Lasses tidligere kollega fra Daisy synge, men vi orkede bare ikke og blev i stedet hjemme og slappede af.

I dag har vi været på Den Blå at få brunch – uh det er godt! Og her i aften skal vi til 25års fødselsdag hos en af Lasses venner. Det skal nok blive rigtig skægt.

Jeg er forresten kommet længere i den store beslutning om, hvad der skal ske med mit hår.. Her til morgen da jeg så mig selv i spejlet, fangede sollyset mig lige og sikke et syn, der mødte mig.. Ikke nok med at min hårfarve efterhånden er ved at være godt kedelig, så har jeg en udgroning på 5-6 cm i toppen, og det går jo slet ikke. Og især ikke når man har kommunefarvet skråstreg leverpostej-farvet hår som mig, der er alt alt for kedeligt. Ved ikke hvad der sker for mig, siden jeg ikke har gjort noget ved det - jeg har nok været for travlt optaget af julen/nytåret og så eksamen.. Men i hvert fald skal der gøres noget ved det… meget snart! Nå men det jeg egentlig ville sige med det var, at jeg efterhånden er kommet frem til den beslutning, at det skal være mørkt igen. Ikke sort som det før har været,men en mørk brun.. Jeg trænger vist til noget glød i mit blege ansigt.. Var en tur i sol i dag for første gang i et par måneder tror jeg – det var næsten også ved at være kriminelt så bleg jeg var.

Laura og Vivi er i øvrigt kommet hjem fra Wien i dag - det bliver godt at have dem hjemme igen. :-)

I øvrigt vil jeg lige tilføje her til sidst, at det er super dejligt med jeres kommentarer og beskeder herinde – dem er jeg rigtig glad for :-)

God weekend derude! ;-)

Vinter, vinter, vinter.. Brrrr kulde..

Nå, nu hvor jeg alligevel har fri hele dagen, kunne jeg jo godt bruge den lidt fornuftigt og få skrevet lidt herinde.

Hvor kom jeg til… Jo fredag var jeg på arbejde, og da jeg havde fri omkring kl. 15, var der et værre møgvejr udenfor. Jeg kunne heldigvis køre med min mor hjem, men vi var nødt til at stå i læ uden for Falck-bygningen og vente på at lidt af regnen ville aftage, så vi kunne springe ind i bilen. Selvfølgelig vælger jeg lige at placere mig, så jeg får en ordentlig omgang blæst, som planter en mængde hagl i mit hår! arrrgh! Og jeg skulle mødes med Mogens på Den Blå og drikke en enkelt, og nu var mit hår en kæmpe klistret klat hagl-sne agtig noget.. Så jeg måtte lige hjem først og redde det af håret, jeg kunne. Det var i øvrigt en hyggelig tur på café og hvor jeg dog elsker nachos! mmm..

Om aftenen tog vi så til Vejen for at se Marie spille musical, og det var rigtig godt, syns jeg. Hold da op hvor kunne de synge alle sammen – jeg ville ønske jeg bare havde en lille tone i det mindste, men synge - det er vist ikke lige en egenskab der ligger til mig. Men musicalen var rigtig god, og det var hyggeligt at være mange af sted at se den. :-)

Bagefter smuttede Lasse og jeg tilbage til Kolding på jagt efter en pizza, da jeg overhovedet ikke havde fået aftensmad, så jeg var vildt sulten. Vi sluttede aftenen af med film på sofaen – super hyggeligt. :-)

Lørdag lavede jeg endnu engang ikke det store.. Sov længe, som jeg elsker at gøre! Efter jeg er stoppet i Elgiganten, har jeg pludselige alle lørdage fri og har sørme vænnet mig hurtigt til det, men jeg får overhovedet ikke lavet noget aktivt eller fornuftigt i de timer. Men slappe af må man også gerne! Lørdag aften skulle jeg op til Selma og se hendes nye lejlighed. Vi boede sammen i 1½ år i lejligheden, der ligger oven over den nye, så det var helt vildt spændende at se den nye lejlighed, da vi altid har været nysgerrig efter at se hvordan den så ud, da vi boede ovenover. Det skal så lige siges, at den nye lejlighed er meget større og rigtig rigtig fin med nyt gulv og det hele, større køkken og ikke mindst terrasse! Så der skal hende og Vivi nok blive rigtig glade for at bo – Vivi flytter ind her til d. 1. februar når hun også kommer hjem fra Wien, ligesom Laura. Nå, men Selma og mig fik god mad fra Joe’s og hyggede med tv og sladder hele aftenen. Det var rart ikke at skulle i byen, da jeg ikke orker at have det så elendigt dagen efter, og vejret udenfor var absolut heller ikke rart at bevæge sig ud i.

Lasse var i byen samme aften, så han kom hjem tidligt om morgenen og lugtede som Tordenskiold, Daisy og Shakers tilsammen.. Pyha, der er ikk noget værre, end at vågne op til en fulderik, der stinker helt vildt af sprut og jeg ved ikk hvad. :-)

Søndag skete der vist ikke noget, der er værd at skrive om, andet end at vi i anledning af det var søndag, kunne spise slik fra Blockbuster med god samvittighed. ;-)

I går tog jeg bussen til Haderslev og besøgte min søster, Helle, i hendes nye lejlighed, og vi havde det super hyggeligt. Jeg havde selvfølgelig ikke lige tænkt mig om, da jeg tog afsted hjemmefra, da jeg havde glemt vanter og lidt varmere sko, end dem jeg havde på, så jeg frøs mega meget. Brrr hvor jeg bare hader kulde, da jeg altid fryser. Nå, men Helle og mig gik en tur i gågaden og spiste også pizza på Papas, og vi fik i øvrigt købt nogle nye sweaters hver – super billigt! :-)

Om aftenen lavede vi mad og hyggede med en film, og jeg forsøgte at hjælpe hende med en matematikaflevering på HH, men jeg skal da lige love for, at alt det jeg har proppet ind i hovedet fra min tid på handelsskolen, er helt og aldeles væk. Jeg følte mig komplet dum, da jeg knap nok anede hvad spørgsmålene betød. Hmm, det er vist godt, jeg ikke har matematik på uni nu… Hvis jeg skulle, skulle det i hvert fald genopfriskes!

Det var helt underligt at være i Haderslev igen da jeg har boet der i et års tid og også gået i skole der, men nu føler jeg slet ikke rigtig nogen tilknytning til byen. Jeg kan ikke mærke, at den by har været min by i mange år, og at jeg har tilbragt så meget tid der. Det er helt underligt, at man automatisk falder rigtig godt til, det nye sted, hvor man flytter hen. Eller, det har jeg i hvert fald gjort i denne omgang.

Da jeg kom tilbage til Kolding i går aftes, var Lasse og hans far ved at hænge fladskærmen op, og samtidig kunne jeg lige nå at se de sidste minutter af Danmarks kamp i håndbold for herrerne.. Uh spændende! Godt de gik videre!

I dag fik jeg pludselig rengøringsflip og har gjort køkkenet ren og også ordnet noget vasketøj.. ja, ja det kommer pludseligt over mig.. Jeg har også været en tur nede i føtex for at handle lidt ind, men det tog lige lidt længere tid end beregnet, da hende ved kassen var kommet til at slå et beløb forkert ind, så jeg måtte lige vente indtil hun fandt ud af, hvad der var galt. Men i sådan en situation er jeg ikke typen, der himler op om hvad fanden der sker, og at jeg har travlt og bla bla.. jeg ved godt, hvordan det er at sidde der, og det hele lige går galt, uden man aner, hvad man skal gøre. Så jeg stod pænt og ventede og var den gode kunde. :-)

Jeg kan i øvrigt lige tilføje, at vinteren sørme er kommet til Danmark – det er nu faktisk lidt hyggeligt at vågne til udsigten af masser af sne, når jeg ved, at jeg ikke skal bøvle med at cykle eller gå i skole eller på arbejde. :-)

Jeg går også lidt og overvejer, om jeg skal gå til frisøren og få en ordentlig klipning, der kan ses.. Dvs. masser af etager i håret og måske en del kortere.. hmm… Men det er noget, der kræver en del overvejelse fra min side, så det bliver i hvert fald ikke lige i denne uge..

Så for sørensen nu starter Beverly snart – måske jeg skulle give mig til at se det.. ;-)

Møgvejr og en tur på cykel!

Ja ja, denne gang opdaterer jeg allerede et par dage efter sidste gang.. Det går fremad, gør det..

I går var dagen hvor jeg skulle starte på mine “normale” arbejdstimer igen efter at have haft færre timer i forbindelse med eksamen, så jeg skulle starte hos Falck kl. 12. Hvad jeg dog også skulle nå i går, var at jeg skulle mødes med Lauras udlejer og hente hendes nøgle til hendes nye lejlighed, da hun er på udvekslingsophold i Wien, men kommer hjem her sidst på måneden – uh jeg glæder mig! :-) Lauras nye bolig ligger i Seest, og jeg havde aftalt med hendes udlejer, at jeg bare skulle dukke op om formiddagen engang. Før jeg kom op af sengen og i bad, var tiden alligevel løbet lidt fra mig, så jeg kunne hurtigt regne ud at jeg fik pænt travlt, hvis jeg både skulle nå til Seest med bussen, og bagefter videre ud til Falck. Så derfor kom jeg på den gode idé at ta min super-duper ny-lavede cykel ud til Seest og bagefer cykle op til Falck på Egtved Allé.. Og jeg skal da lige love for, at det blev noget af en cykeltur! Først da jeg kom udenfor døren, gik det sådan rigtigt op for mig, hvilket møgvejr det var, og oven i det havde jeg fortrængt, at vejen ud til Seest er ret stejl på cykel, men tro det eller ej, jeg nåede derud og nåede på arbejde til tiden! Kom måske lige fem minutter for sent, men ellers syns jeg selv det var ret godt klaret. :-)

Efter arbejde overvejede jeg at lade cyklen stå deroppe og så tage bussen hjem, men af en eller anden grund havde jeg mod på at tage turen hjem på cykel.. Det har måske også noget at sige, at det stort set går nedad bakke hele vejen. Det kunne dog have endt grueligt galt, da jeg kom drønende ned ad vejen forbi Skovparken.. En bil skulle dreje til højre ind ad Skovparken, men så mig ikke og fortsatte bare ind på vejen, hvilket resulterede i at jeg måtte bremse sindssygt hårdt op og kramme styret så hårdt for ikke at flyve af, og måtte samtidig dreje med ind ad Skovparken for ikke at fortsætte direkte ind i bilen. Jeg blev stiktosset og sendte også de værste eder og forbandelser efter ham. Hvad fanden sker der lige for folk, der ikke kan finde ud af at køre bil??? Argh hvor jeg hader det altså. Og oven i det var jeg to gange ved at blive overset nede i byen også. Så da jeg endelig nåede hjem – våd, hidsig og udmattet - havde cykelturen overhovedet ikke været det værd! :-(

Dagen i dag er også gået med arbejde, og jeg havde endda overskud til at blive lidt ekstra derude. :-) Her sidst på eftermiddagen valgte jeg dog så uheldigt nok at falde i søvn på sofaen og sov i halvanden time, hvilket sikkert resulterer i, at jeg ikke kan sove i aften.. uups..

I morgen skal Lasse og jeg se hans søster, Marie, spille musical i Vejen, som er “Kærlighed ved 1. hik,”  hvilket jeg glæder mig meget til at se.

Ellers ved jeg endnu ikke helt hvad weekenden byder på – har snakket med Selma om at finde på noget lørdag aften, så det skal nok blive rigtig hyggeligt. :-)

Så nu er det “ferie”

Pyha jeg skal så sandelig love for, at jeg fik sat mine ben på Daisy i fredags for første gang i noget tid.. Jeg havde selvfølgelig ikke lige haft min søsters ord i baghovedet om at første gang hun drak efter at have været i narkose, blev hun mega stiv af ingenting, og jeg skal så sandelig love for at jeg gjorde hende kunsten efter.. Glemte vist lige et øjeblik i den gode stemning og hygge, at jeg ikke skulle hælde ned af diverse drinks men lige tænke mig om en ekstra gang.. :-( Det resulterede i hvert fald i, at lige pludselig kunne jeg mærke, at nu var grænsen nået.. og hader mig selv for det dagen efter. Jeg får altid de ondeste tømmermænd, som nok er et pænt tegn fra min krop om, at det er noget, jeg skal holde mig fra. Heldigvis havde jeg det slet ikk dårligt kvalme-mæssigt dagen efter, som jeg altid har efter en druktur, men derimod den ondeste hovedpine, hvilket var meget mærkeligt, for det plejer jeg aldrig at få, med mindre jeg har drukket champagne eller lignende. Men min søster fortalte så dagen efter, at hun også havde mega ondt i hovedet, første gang hun drak efter at have været i narkose, men utroligt nok kunne nogle panodil redde dagen for mig, så jeg overlevede. :-) Det var i øvrigt overhovedet heller ikke meningen, at det skulle gå så galt, da jeg gerne ville være helt klar til eksamen mandag, men det var jeg så heldigvis også. Nogle gange går tingene åbenbart ikke lige som planlagt.

Lørdag lavede jeg derfor absolut intet, men Lasse havde trods alt energi nok efter byturen til at se fodbold hos Anders, så jeg lå bare i sengen og gloede “Venner” hele eftermiddagen. Om aftenen lavede vi så vildt god mad og så film til ud på natten. Typisk, typisk mig glemte selvfølgelig at sætte alarmen på min telefon til søndag formiddag, da jeg skulle have læst til eksamen, hvilket resulterede i at jeg vågnede kl. 14.30… 14.30 som i halv tre!!! Shit jeg fik travlt med at få hevet bogen frem og begyndte med det samme at læse, men hvis jeg skal se det fra den positive side, så arbejder jeg åbenbart bedst under pres, for jeg fik læst en hel del den aften og var klar til eksamen i går. Lasse gav også aftensmad på Den Blå søndag, hvilket var vildt hyggeligt og et super dejligt afbræk i læsningen. :-)

I går fik jeg så som sagt udleveret den 24 timers take-home eksamensopgave, og brugte hele dagen i går og noget af natten på at lave den og stod så op i morges kl. halv syv og fortsatte igen indtil kl. tolv, hvor den skulle afleveres. Så jeg er pænt smadret nu, men kan underligt nok ikk sove, selv om jeg har prøvet at tage en lur hele eftermiddagen.. det må være det hele, der stadig kører rundt i hovedet på mig.. Eksamensopgaven var svær syns jeg, og jeg kunne godt have brugt mere end 24 timer til at løse den i. Jeg føler, jeg har gjort hvad jeg kunne, men da jeg læste den igennem, inden jeg afleverede, havde jeg den der fæle fornemmelse af, at den ligger på vippen. Jeg er lykkelig, hvis jeg består, men tør slet ikke spekulere mere på den opgave nu, da jeg først får karakteren om min. 6 uger, så det er længe at gå og spekulere over den. Det eneste, der bekymrer mig lidt er, at hvis jeg dumper nu her, kan jeg vist først tage den om til august, hvilket betyder, at jeg ikke kan få min bachelor til juni.. Men man skal nu heller ikk tage sorgerne på forskud. Så jeg venter pænt og ser.

De næste tre dage står den så på arbejde hos Falck, så der sker der ikke lige det helt vilde indtil videre. Men jeg trænger seriøst også til at slappe af og nyde min ferie her mellem 5. og 6. semester! Velfortjent! ;-)

PS. Overvejer i øvrigt om jeg skal skifte hårfarve og gå tilbage til det mørke hår, da jeg er ved at være træt af de her semi-lyse totter, så hvis der er forslag eller kommentarer til dette, skal man være velkommen. :-)

Juhuuuu nyt job!!

Hovsa, nu gik der lige lidt tid, før jeg fik opdateret igen.. men sådan er det, når man har travlt med alt muligt andet.

Lørdag var jeg en tur i storcentret sammen med Selma, hvilket var vildt hyggeligt. Jeg formåede utroligt nok at spare på mine få penge og ikke gå vildt shop-amok. For bare et par år tilbage må jeg indrømme, jeg brugte alt for mange penge på tøj, og jeg ved ikke hvad, men jeg er i den grad blevet meget bedre til at styre det. Det må være alderen, der gør det.. Nå, men efter vi havde spadseret storcentret rundt, blev vi enige om at slutte dagen af med at spise på Jensen’s og hvilken skuffelse! Aldrig har jeg oplevet en så dårlig restaurant oplevelse! Vi ventede tre kvarter på at maden kom, og da den endelig kom, var Selmas mad helt kold, og min måtte jeg skynde mig at spise, da den også var på vej til at blive kold. Vi klager så over maden og hende tjeneren sender så Selmas mad ud i køkkenet igen. Men vi fik ikke en eneste kommentar om, at de var ved at lave en ny ret, eller at der ville gå et øjeblik osv., så vi måtte pænt sidde og vente. Ved nogle af de andre borde begyndte folk også at klage, og dem der sad ved siden af os sagde, at de var for længst gået, havde de været i vores situation. Der var så gået yderligere 25 min siden vi klagede over den kolde mad, og til sidst måtte Selma spørge tjeneren, om hun snart fik noget mad. Hun valgte så at svare, at hun havde sendt maden ud i køkkenet, og at der ikke var mere hun kunne gøre lige nu, og beklagede ikke engang en eneste gang. Seriøst altså! Det var simpelthen dråben for os, så vi tog vores jakker og gik derfra. Jeg fik i det mindste gratis mad, men det var slet ikke oplevelsen værd, og maden for den sags skyld, så det varer længe, før jeg overvejer at sætte mine ben der igen. Grr! :-(

Søndag stod den på aflapning så vidt jeg husker, og mandag skete der vist heller ikke det helt vilde. Tirsdag tog jeg op på arbejdet for at få lidt af bunken med papirer væk, da jeg efterhånden har dårlig samvittighed over, at jeg ikke er der så meget for tiden. Onsdag skulle jeg så til den længe ventede jobsamtale som jeg var vildt spændt på. Det er et job som studentermedhjælper og er meget relevant i forhold til mit studie, hvor jeg får lov til at snuse til HR, som er mit store interesseområde. Arbejdsopgaverne lød vildt spændende, og jeg ville virkelig gerne have jobbet, og hurra hurra det endte med, jeg fik det! :-D Tror stadig ikke helt jeg har fattet det endnu, men jeg glæder mig helt vildt til at starte den 1. februar. :-D

I går fik jeg læst til eksamen, eller i det mindste prøvede på det, men jeg syns godt nok det er svært.. Det er som om, jeg har glemt pensum her over julen, og det jeg læser nu her, vil ikke rigtig sidde fast, så min nye taktik må være, at jeg må prøve at koncentrere mig om begreberne og selve det overordnede af pensum. Jeg er også lidt nervøs for, hvordan opgaveformuleringen bliver, men jeg må jo bare tage det, som det kommer og tage det fra en ende af.

I aften holder Anja og Maria fødselsdagsfest på Daisy, som nok skal blive rigtig hyggeligt. Det er vist også lidt tid siden, jeg sidst har bevæget mig derned..

God weekend derude :-)

1 down, 1 to go..

Så nu fik jeg lige overstået en eksamen i dag og har nu heldigvis kun en tilbage. Men det er uheldigvis også en, der trækker tænder ud.. pyha det bliver en hård en. Det er en 24 timers take home opgave, som går ud på at vi tirsdag d. 15. januar kl. 12 får udleveret en opgavetitel, og vi har så til dagen efter kl. 12 at skrive en opgave på 10-12 sider. Jeg har ikke ligefrem god erfaring med den type eksamen, og da jeg ikke helt har fået så meget fat i dette fag, bliver det ikke ligefrem nemt. Jeg går lidt og overvejer, hvor meget jeg skal læse op til den eksamen og har besluttet mig for, at jeg i hvert fald hellere må få åbnet begge bøger og være lidt forberedt. Heldigvis kan jeg jo også slå løbene op i bøgerne, mens jeg skriver. Men nok om det. Den tid, den sorg.

I dag tog Charlotte og mig på Den Blå og spiste brunch for at fejre, at vi nu har en eksamen overstået, og at det gik godt. På trods af opgaven ikke var helt så god, fik vi alligevel karakteren hevet op ved den mundtlige præstation, så det var jo super. :-)

I aften har Lasse inviteret mig i bio og se den nye Rocky Balboa film, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg synes Rocky-filmene er gode og er spændt på at se, hvor anderledes den her er.. Jeg elsker en tur i bio.. :-)

Overvejer desuden stærkt om jeg i morgen skal tage op i Equinox og melde mig ind i anledning af deres åbent hus. Det er vist på tide, jeg kommer i gang med træningen igen, og jeg kan vist snart så småt begynde igen. Et af mine nytårsforsætter er jo det sædvanlige om at tabe mig og komme i bedre form og spise mindre usundt. Lad os nu se hvor længe det holder. ;-) Første skridt på vejen er, at jeg holder mig væk fra sodavand og chips (måske lige undtaget light sodavand ;-) )

God weekend derude ;-)

Godt nytår…

Så for sørensen, nu er det vist på tide, jeg får skrevet lidt om, hvad der er sket siden sidst..

Lad mig starte med julen, som var så hyggelig som altid. :-) De første dage efter min blindtarmsbetændelse var vildt hårde, men lille-juleaften vovede jeg mig for første gang udenfor og kørte en tur ned til mine forældre.. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde indenfor og glo længere, og det var skønt at lave noget andet for en gangs skyld.

Juleaften holdt jeg sammen med mine forældre, søster, onkel og tante, kusine og hendes kæreste.. Vi holdt det hos min onkel og tante og det var super hyggeligt som altid. Jeg fik gode gaver, og der var stort set ingen, der skulle byttes.. :-) Kun lige en enkelt, men kun fordi jeg fik to af den samme slags..

1. Juledag stod den på julefrokost både i Lasses og i min familie. Jeg har en kæmpe familie, så min tante og onkel havde valgt at invitere til rigtig sønderjysk familiejulefrokost med alt mulig lækker mad.. tror vi var knap 40 mennesker, og langt fra alle var med. Omkring aften kørte jeg så tilbage til Vojens, for derefter at køre videre til Kolding for at sige hej til Lasses familie, men i mellemtiden var den julefrokost så småt ved at slutte, så jeg blev lige lidt længere i Vojens og kørte så til Kolding og mødtes med de unge fra Lasses familie, hvor vi hyggede lidt inden vi tog i byen i Kolding. Typisk mig ville jo absolut ikke gå glip af noget som helst, så selv om jeg egentlig burde være blevet hjemme, insisterede jeg på at tage med dem i byen, så jeg måtte hele tiden passe på ikke at blive skubbet til eller mast på Daisy, som i forvejen er så sindssygt proppet. :-(

2. Juledag var jeg helt smadret, men havde ikke tømmermænd, da jeg kun fik to drinks aftenen inden, men jeg havde slet ikke fået nok søvn.

Onsdag var mega hård da jeg valgte at starte på arbejde igen, så den stod på otte timer – puha det var hårdt at komme i gang igen.. jeg har vist været lidt for overmodig med at komme på benene igen, for torsdag begyndte jeg at få tilbagevendende smerter i maven igen, men jeg havde heldigvis fri fredag. Torsdag var Lasse og jeg i øvrigt i Århus at se Talegaver til Børn sammen med Lise og Claus, men i år endte det ikke med en bytur som sidste år, da vi alle var smadrede og jeg havde ondt i maven igen, igen..

Fredag tog vi så i storcentret og shoppede og spiste, og det var super hyggeligt. Lørdag kom Kamilla og Lars, hvor vi lavede god mad og spillede Buzz på ps2 – det var også super hyggeligt. :-)

I går holdt vi nytårsaften hos Charlotte og Anders – også med god mad, og vi endte igen i år med at sidde at snakke hele natten – det blev dog ikke helt så sent som sidste år. :-) Det er altid så hyggeligt at være sammen med Charlotte og Anders og en rigtig dejlig nytårsaften det var.

I dag har jeg så tilbragt hele dagen på sofaen, har dog været lidt produktiv og har fået læst lidt til min eksamen fredag.. Har også været på nettet og lure efter jobs med start til sommer.. Lige nu overvejer jeg at søge i banken og få mig et fast job i stedet for at læse videre, men nu må vi se hvad det ender med.. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der skal ske, da jeg på den ene side gerne vil tage de sidste to år med, men men på den anden side også lokkes af udsigten til fast job og flere penge.. Jeg er efterhånden ved at være træt af at vende hver en krone, jeg bruger..

Pyha nu fik jeg vist det hele med – nu tror jeg så jeg vil fortsætte med læsningen – det giver sørme god samvittighed!

Godt nytår til alle derude! ;-)