Så nu har jeg endelig lige tid til at berette om ugen, der er gået. Tirsdag mødtes Lasse og jeg med mine forældre, hans mor og Per og hans far til middag på Hereford for at fejre at jeg var færdig med min uddannelse.
Mmmm hvor laver Hereford bare gode bøffer! Vi havde en rigtig hyggelig aften, og jeg fik oven i købet gaver i dagens anledning.
Onsdag skulle jeg over at besøge mit kommende arbejde og hilse på mine nye kolleger, og det var jeg meget spændt på. Jeg var derovre hele formiddagen, og de var alle sammen flinke og imødekommende, så jeg glæder mig meget til at starte. Efter jeg havde været i Odense, tog jeg hjem til mine forældre i Vojens, hvor jeg blev til fredag. Det var dejligt afslappende at være derhjemme igen, og torsdag mødtes jeg med Helle og Stine i Haderslev og fik shoppet lidt.
Fredag var dagen, hvor jeg skulle til dimission på uni for at få eksamensbevis udleveret m.v. I dagens anledning havde jeg taget mine forældre med, og det hele forløb fint. Det var lidt underligt at tænke på, at det var sidste gang, vi alle var samlet i klassen, men jeg ved, at jeg stadig kommer til at se noget til nogle af dem, så det er jo det vigtigste. Efter dimissionen gav jeg mine forældre en rundvisning på uni, og det var også lidt underligt at tænke på, at jeg ikke skal gå der efter sommerferien – jeg har trods alt tilbragt det meste af min tid der de sidste tre år. Om eftermiddagen tog vi alle tre på Den Blå og fik frokost, og om aftenen tog vi sammen med Lasse, Helle og Jesper på Restaurant Zapata i Haderslev for at fejre, at det nu var helt afsluttet, og vi havde en rigtig hyggelig aften.
Lørdag stod i Justins tegn. Stine og jeg tog toget fra Kolding lørdag formiddag og var i KBH først på eftermiddagen. Herefter stod den på shopping, hvor vi bl.a. fandt frem til hele to kæmpeudsalg med Pilgrim – wuhuu det var et hit! Men hvor var det egentlig hårdt at rende frem og tilbage på strøget, og vi blev hurtigt temmelig smadrede. Omkring spisetid var det tid til at finde ud til Parken og en flink pølsemand fortalte os hvilken bus vi skulle tage og hvorhenne. Vi startede selvfølgelig med at stå på den forkerte side af vejen, men fandt hurtigt ud af at finde det rigtige busstoppested. Da vi så kom derhen, stod der 50 andre unge, der åbenbart også skulle med bussen ud til Parken, og den første bus nåede da også at køre forbi os proppet med mennesker. Vi var så så heldige at finde et andet busstoppested, hvor der stod knap så mange, og da den næste bus kom igen, tog buschaufføren os med. Men hvilken bustur! Det var vildt varmt og vi stod proppet i bussen sammen med en masse andre mennesker, og det tog laaang tid at komme frem, da der var så meget trafik og en hestevogn absolut skulle køre lige midt på vejbanen. Nå, men endelig nåede vi frem til Parken, og da vi havde siddepladser, skulle vi heldigvis ikke stå ret meget i kø. Vi havde fået nogle gode pladser næsten midt for scenen med udsigt ud over hele Parken. Hold da op, hvor var der mange mennesker. Koncerten som sådan var meget fed, men jeg syns aldrig rigtig den kom helt op på det niveau, jeg havde forventet. Det, at scenen var placeret midt på plænen så umiddelbart ud til at fungere fint, men det viste sig, at Justin måtte være overalt på scenen for at give alle en lige god oplevelse, og det fungerede ikke helt. Vi sad heldigvis sådan, at vi kunne se ham lige meget hvor han var, men jeg har hørt fra bl.a. Lasse, at det var svært at se ham derfra hvor ham & Co. stod på plænen. Midt i koncerten kom der en pause hvor Timbaland kom på, men efter min mening var det lidt for længe, man måtte undvære Justin, og da han så endelig kom på igen, var det som om koncerten gik ned i gear. Han spillede nogle stille sange, hvilket fik mange folk omkring os til at sætte sig ned, og det var som om den aldrig nåede op på det niveau den var inden pausen med Timbaland. Nu hvor jeg har læst nogle anmeldelser kan jeg se, at flere af dem har samme mening som mig. Man kan heller ikke lade være med at sammenligne koncerten med sidste gang man var til koncert i Parken, og i mit tilfælde var det med Robbie sidste år. Og det var en kanon god koncert, så Justin nåede aldrig helt derop. Jeg savnede kontakten til os publikum, hvilket Robbie jo er en mester til. Nogle gange følte jeg lidt, at jeg næsten sad og gloede på en kæmpe tv-skærm i stedet for at han var der virkeligt. Så jeg vil give koncerten 3/4 stjerner ud af 6 er jeg kommet frem til. Nå men, efter koncerten ville Stine og mig virkelig gerne nå toget kl. 00.30 tilbage til Kolding, men det kunne vi kun nå, hvis vi fik fat i en taxa.. Og hvilken kamp! Vi var totalt aggressive og måtte rende ud og ind mellem bilerne for at spørge taxachaufførerne om de ville køre os. Til sidst gav det pote, men taxa-gutten ville have 100 kr pr. mand for at køre os derned. Og da vi havde gaflet taxaen sammen med to andre piger, ville han have 400 kr! Han var ikke villig til at gå ned i pris, så vi måtte pænt betale. Men okay, i sidste ende var det jo egentlig ikke så dyrt pr. mand, så vi slog hurtigt til og takkede ja. Da vi kom til Hovedbanegården, ville vi hurtigt lige forsyne os med lidt snacks til togturen hjem, men i den kiosk vi gik hen til, var de totalt uforskammede og lukkede døren i hovedet på os, selv om der stadig var et kvarter til de skulle lukke. Mit møde med KBH denne gang har absolut ikke været særlig god, og mit indtryk af byen er ikke ligefrem blevet bedre – jeg er vist en meget større tilhænger af Århus. Men alt i alt havde Stine og mig en vildt hyggelig tur, og vi fik da også set Oliver Bjerrehus og Frederik Fetterlein.. Ikke værst..

